23-08-2014, 05:58 PM
Lille Nørd III
H. C. Andersen udtalte, ”At rejse er at leve”. Jeg ved såmænd ikke, og hælder mest til: ”Ude er slemt; men hjemme er værst”.
I hvert fald måtte man på H. C. Andersens tid anvende et rejseur, og det er netop et sådant ”Lille Nørd III” drejer sig om.
Det var rejseuret, der indkøbtes på Rikketik d. 12 juli 2014.
Billede 1. Her (gen)ses de betænkelige miner ved erhvervelsen af uret.
Før renovering
Billede 2. Her ses skivesiden, godt forsynet med aftryk af fedtede fingre.
Billede 3. Urets bagside med åben låge. Vi ser urets forskellige optræks- og indstillingsmuligheder.
Billede 4. Urets ganske enkle bund, hvor soklens underside skjules af en plade fastholdt med en enkelt skrue.
Bemærk osse de store mængder Brasso og andre pudsemidler, der i tidens løb har samlet sig i urets ydmyge kroge.
Billede 5. her er bagsidens låge delvist lukket. Armod lyser ud af billedet ved det simple gardinfjeder øsken, der gjorde det ud for låge greb.
Billede 6. Under det ovale glas i toppen af kassen, ses escapementet.
Adskillelse og proces
Billede 7. Bag urets bundplade, i urets egentlige sokkel, fandtes blyants påskriften, ”Deriere” – Altså ”bagud”.
Orienteringen burde der ikke være nogen som helst tvivl om, da det netop er i soklens bagkant, der er boret et hul til lågens hængselpibe.
Det kunne så muligvis være en besked til den, der skulle bore det pågældende hul.
Da påskriften stod til at skulle forsvinde ved de mange renseprocesser uret var på vej til, valgtes det at fotografere denne lille 150 år gamle besked.
Der er noget enfoldigt og banalt; men charmerende over den lille besked, der er tydeligt bevis for den håndværksmæssige proces ved urets tilblivelse.
Billede 8. I bunden af soklen ses de rå mængder Brasso og pudsemiddel, som adskillige generationer har afsat i urets mere ydmyge hjørner.
Billede 9. På ”før billedet” (billede. 3) af urets klokke, fremstod den særdeles snavset og mat.
Her er halvdelen af klokken poleret og det foreløbige resultat lover godt.
Billede 10. med så mange år på bagen, var det ikke af storhed, at akslernes tappe blev polerede.
Her ses polering af urets sekundhjul, der har en meget særpræget form.
Det fungerer som et kronhjul, idet escapementets aksel står vinkelret på alle de øvrige aksler.
Billede 11. Det var noget pillearbejde, at dreje et nyt greb til urets låge, og en befrielse at blive fri for det totalt kiksede øsken (Billede 5.)
Billede 12. Efter adskillige bade i rensevæsker og ultralydsbad, med afsluttende polering med wienerkalk, var fordoms herlighed tryllet frem i de hærgede messingdele.
Billede 13. Adskillige af akslerne havde slidt værkpladernes huller for store, eller endog ovale, således at tappene ”lallede” i hullet.
For at følge renoveringen korrekt til dørs, blev flere af hullerne derfor boret op, og en foring isat.
Her ses en værkplade i foringsmaskinen.
Billede 14. her ses af de nye foringer under behandling med rulleforsænkeren.
Billede 15. Med rulleforsænkeren er der boret en ny oliesænkning. Umiddelbart til højre herfor ses en nyisat; men ubehandlet foring.
Spånernes farve er mere gylden end værkpladens messing. Det skyldes, at det valgtes, at isætte de hårdere bronze-foringer.
Billede 16. Her ses samme motiv i nærbillede.
Man bemærker, at den færdig behandlede bronceforing kun afslører sig ved en rødere glans på bunden af oliesænkningen.
Billede 17. her er urets bageste plade i færdig tilstand.
Billede 18. Så er escapementets tur til ”den store adskillelse”.
Der er flere dele med en uvant udformning. I særlig høj grad gælder det ankeret og ganghjulet.
Det ses, at ankeret er aflangt og uden schweizergangens karakteristiske stok.
Ganghjulet er spidsfortandet, i modsætning til schweizergangen, der har kolbetænder, altså flad fortanding.
Billedet kunne anvendes til en lille konkurrence, med spørgsmålet: ”Hvilken del mangler”
– men lad os vente til et mere ”menneskeligt” emne dukker op, og konstatere, at det er en dæksten.
Lejrene i det engelsek escapement havde det ikke godt. Der var flere revnede og skårne lejesten og endog en helt manglende dæksten, der var ”pulveriseret” i tidens løb.
Billede 19. Her arbejdes der koncentreret med escapementet.
Det væsentligste problem var, at moderne sten ikke har samme højde som de originale, og derfor var der vanskeligheder med stenfatningerne.
Billede 20. her ses et mikroskopbillede af ankerstenene. Fatningen af disse ankersten adskiller sig fra den schweiziske ankergang ved at fatningerne sidder på siden af stenene, og ikke på for- og bagside af stenene.
Stenen bærer præg af, at have leveret et betragteligt antal impulser i urets levetid.
Samling
Billede 21. Her er det samlede escapement.
Det fremgår, at der er væsentlig forskel til ”før billedet” (billede. 6).
Billede 22. Her står (sidder) jeg som Moses ved det røde hav - Hvad nu gøre?
Svaret var ganske enkelt. Efter rensning må værket kun berøres med bomuldshansker!!!!!
Billede 23. Tungen er fuldstændig lige i munden
Billede 24. Urets færdigmonterede bagside, hvor klokken nu er endeligt poleret.
Man bemærker endvidere hvordan værkpladerne er holdt på plads med stifter. En metode, der er ret gennemgående i dette værk.
Vi vedtog, at berette skånsomt for forummets brugere, hvordan sådanne stifter monteres. Det sker med et daskometer.
Værkpladen lægges på en fast klods og behandles med daskometeret.
Flere vil nok være på sporet, hvad et daskometer er for en indretning. Nemlig: En hammer.
Jamen tæver man virkeligt løs på sådan et gammelt værk med en hammer. Ja til dels, for det er en meget lille hammer og processen er ikke tæv.
Men ja! – urmageren anvender en hammer. Det er ikke alene urmageren, der er skyldig i ”overgrebet”, jeg har også selv konstateret følingen med et daskometer.
Når stifterne (forsigtigt) slås i, kan man tydeligt høre når messing og stål ”bider” på hinanden, med en karakteristisk lyd, der fortæller, at nu er delene fikserede.
Billede 25. På tidsmåleren er uret ikke nogen helt. Amplituden er ikke stor, men er også holdt i ave med et kunstgreb, da uret initialt svingede så rask, at det kun kunne gå for hurtigt.
Det ses, at uret halter og at grafen er et klasseeksempel på: ”Uensartet kraftoverførsel”.
- Men alligevel interessant at konstatere, at der kom ”liv i den gamle dame”.
På grund af den uensartede kraftoverførsel, er præcisionen kun et (heldigt) øjeblik, for uret kan også vise, at det taber 249 sek./døgn.
Billede. 26. – Viola Mademoiselle de Paris – i fin stil.
Efterskrift
Man kunne så spørge sig, om der ikke var nogle problemer. – Jo masser. Det største var, at der gik et sideglas itu under processen.
Tænk blot på hvor let det er at skrive, ”Et sideglas gik itu under processen” – i stedet for at skrive: ”På grund af uopmærksomhed og klodsethed, smadrede jeg et sideglas”.
På forunderlig vis viste der sig en uventet redning. Glarmester Gjerulff i Silkeborg kunne klare ”ærterne”, det vi sige det var firmates afdeling i Viborg, hvor en af deres ældste medarbejdere behersker teknikken.
Glasset var det billigste, som glarmesteren sagde, ”Det er mindre end de stykker vi bare smider væk”.
Det er arbejdslønnen til en specialist, der udgør 95% af prisen. - Specialisten kunne altså den gamle glarmesterkunst, at slibe glas op i facetter.
Bestillingen blev afgivet torsdag morgen og lørdag middag blev glasset afhentet for den beskedne pris, 375 kr.
Kommer andre i en tilsvarende situation, ”at der går et glas i stykker”
– er der således en anbefalelsesværdig problemløser.
Håber I kunne lide renoveringen – Jeg laver den ikke om
Med venlig hilsen - Geodoc
H. C. Andersen udtalte, ”At rejse er at leve”. Jeg ved såmænd ikke, og hælder mest til: ”Ude er slemt; men hjemme er værst”.
I hvert fald måtte man på H. C. Andersens tid anvende et rejseur, og det er netop et sådant ”Lille Nørd III” drejer sig om.
Det var rejseuret, der indkøbtes på Rikketik d. 12 juli 2014.
Billede 1. Her (gen)ses de betænkelige miner ved erhvervelsen af uret.
Før renovering
Billede 2. Her ses skivesiden, godt forsynet med aftryk af fedtede fingre.
Billede 3. Urets bagside med åben låge. Vi ser urets forskellige optræks- og indstillingsmuligheder.
Billede 4. Urets ganske enkle bund, hvor soklens underside skjules af en plade fastholdt med en enkelt skrue.
Bemærk osse de store mængder Brasso og andre pudsemidler, der i tidens løb har samlet sig i urets ydmyge kroge.
Billede 5. her er bagsidens låge delvist lukket. Armod lyser ud af billedet ved det simple gardinfjeder øsken, der gjorde det ud for låge greb.
Billede 6. Under det ovale glas i toppen af kassen, ses escapementet.
Adskillelse og proces
Billede 7. Bag urets bundplade, i urets egentlige sokkel, fandtes blyants påskriften, ”Deriere” – Altså ”bagud”.
Orienteringen burde der ikke være nogen som helst tvivl om, da det netop er i soklens bagkant, der er boret et hul til lågens hængselpibe.
Det kunne så muligvis være en besked til den, der skulle bore det pågældende hul.
Da påskriften stod til at skulle forsvinde ved de mange renseprocesser uret var på vej til, valgtes det at fotografere denne lille 150 år gamle besked.
Der er noget enfoldigt og banalt; men charmerende over den lille besked, der er tydeligt bevis for den håndværksmæssige proces ved urets tilblivelse.
Billede 8. I bunden af soklen ses de rå mængder Brasso og pudsemiddel, som adskillige generationer har afsat i urets mere ydmyge hjørner.
Billede 9. På ”før billedet” (billede. 3) af urets klokke, fremstod den særdeles snavset og mat.
Her er halvdelen af klokken poleret og det foreløbige resultat lover godt.
Billede 10. med så mange år på bagen, var det ikke af storhed, at akslernes tappe blev polerede.
Her ses polering af urets sekundhjul, der har en meget særpræget form.
Det fungerer som et kronhjul, idet escapementets aksel står vinkelret på alle de øvrige aksler.
Billede 11. Det var noget pillearbejde, at dreje et nyt greb til urets låge, og en befrielse at blive fri for det totalt kiksede øsken (Billede 5.)
Billede 12. Efter adskillige bade i rensevæsker og ultralydsbad, med afsluttende polering med wienerkalk, var fordoms herlighed tryllet frem i de hærgede messingdele.
Billede 13. Adskillige af akslerne havde slidt værkpladernes huller for store, eller endog ovale, således at tappene ”lallede” i hullet.
For at følge renoveringen korrekt til dørs, blev flere af hullerne derfor boret op, og en foring isat.
Her ses en værkplade i foringsmaskinen.
Billede 14. her ses af de nye foringer under behandling med rulleforsænkeren.
Billede 15. Med rulleforsænkeren er der boret en ny oliesænkning. Umiddelbart til højre herfor ses en nyisat; men ubehandlet foring.
Spånernes farve er mere gylden end værkpladens messing. Det skyldes, at det valgtes, at isætte de hårdere bronze-foringer.
Billede 16. Her ses samme motiv i nærbillede.
Man bemærker, at den færdig behandlede bronceforing kun afslører sig ved en rødere glans på bunden af oliesænkningen.
Billede 17. her er urets bageste plade i færdig tilstand.
Billede 18. Så er escapementets tur til ”den store adskillelse”.
Der er flere dele med en uvant udformning. I særlig høj grad gælder det ankeret og ganghjulet.
Det ses, at ankeret er aflangt og uden schweizergangens karakteristiske stok.
Ganghjulet er spidsfortandet, i modsætning til schweizergangen, der har kolbetænder, altså flad fortanding.
Billedet kunne anvendes til en lille konkurrence, med spørgsmålet: ”Hvilken del mangler”
– men lad os vente til et mere ”menneskeligt” emne dukker op, og konstatere, at det er en dæksten.
Lejrene i det engelsek escapement havde det ikke godt. Der var flere revnede og skårne lejesten og endog en helt manglende dæksten, der var ”pulveriseret” i tidens løb.
Billede 19. Her arbejdes der koncentreret med escapementet.
Det væsentligste problem var, at moderne sten ikke har samme højde som de originale, og derfor var der vanskeligheder med stenfatningerne.
Billede 20. her ses et mikroskopbillede af ankerstenene. Fatningen af disse ankersten adskiller sig fra den schweiziske ankergang ved at fatningerne sidder på siden af stenene, og ikke på for- og bagside af stenene.
Stenen bærer præg af, at have leveret et betragteligt antal impulser i urets levetid.
Samling
Billede 21. Her er det samlede escapement.
Det fremgår, at der er væsentlig forskel til ”før billedet” (billede. 6).
Billede 22. Her står (sidder) jeg som Moses ved det røde hav - Hvad nu gøre?
Svaret var ganske enkelt. Efter rensning må værket kun berøres med bomuldshansker!!!!!
Billede 23. Tungen er fuldstændig lige i munden
Billede 24. Urets færdigmonterede bagside, hvor klokken nu er endeligt poleret.
Man bemærker endvidere hvordan værkpladerne er holdt på plads med stifter. En metode, der er ret gennemgående i dette værk.
Vi vedtog, at berette skånsomt for forummets brugere, hvordan sådanne stifter monteres. Det sker med et daskometer.
Værkpladen lægges på en fast klods og behandles med daskometeret.
Flere vil nok være på sporet, hvad et daskometer er for en indretning. Nemlig: En hammer.
Jamen tæver man virkeligt løs på sådan et gammelt værk med en hammer. Ja til dels, for det er en meget lille hammer og processen er ikke tæv.
Men ja! – urmageren anvender en hammer. Det er ikke alene urmageren, der er skyldig i ”overgrebet”, jeg har også selv konstateret følingen med et daskometer.
Når stifterne (forsigtigt) slås i, kan man tydeligt høre når messing og stål ”bider” på hinanden, med en karakteristisk lyd, der fortæller, at nu er delene fikserede.
Billede 25. På tidsmåleren er uret ikke nogen helt. Amplituden er ikke stor, men er også holdt i ave med et kunstgreb, da uret initialt svingede så rask, at det kun kunne gå for hurtigt.
Det ses, at uret halter og at grafen er et klasseeksempel på: ”Uensartet kraftoverførsel”.
- Men alligevel interessant at konstatere, at der kom ”liv i den gamle dame”.
På grund af den uensartede kraftoverførsel, er præcisionen kun et (heldigt) øjeblik, for uret kan også vise, at det taber 249 sek./døgn.
Billede. 26. – Viola Mademoiselle de Paris – i fin stil.
Efterskrift
Man kunne så spørge sig, om der ikke var nogle problemer. – Jo masser. Det største var, at der gik et sideglas itu under processen.
Tænk blot på hvor let det er at skrive, ”Et sideglas gik itu under processen” – i stedet for at skrive: ”På grund af uopmærksomhed og klodsethed, smadrede jeg et sideglas”.
På forunderlig vis viste der sig en uventet redning. Glarmester Gjerulff i Silkeborg kunne klare ”ærterne”, det vi sige det var firmates afdeling i Viborg, hvor en af deres ældste medarbejdere behersker teknikken.
Glasset var det billigste, som glarmesteren sagde, ”Det er mindre end de stykker vi bare smider væk”.
Det er arbejdslønnen til en specialist, der udgør 95% af prisen. - Specialisten kunne altså den gamle glarmesterkunst, at slibe glas op i facetter.
Bestillingen blev afgivet torsdag morgen og lørdag middag blev glasset afhentet for den beskedne pris, 375 kr.
Kommer andre i en tilsvarende situation, ”at der går et glas i stykker”
– er der således en anbefalelsesværdig problemløser.Håber I kunne lide renoveringen – Jeg laver den ikke om
Med venlig hilsen - Geodoc
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
)
