13-12-2006, 06:05 PM
Ha ha Martin visse brugere herinde er nok ikke helt enig i, at jeg er tosset med Rolex. Jeg har en svaghed for vintage Rolex sportsmodeller, men det er vist også det…. Der er enkelte områder ved Rolex jeg absolut ikke syntes om, så som deres meget traditionsbundne og ikke-innovative holdning til horologi. Meget konservative og stivnakkede.
MEN omvendt er jeg dybt fashioneret af myten og hypet omkring de eftertragtede modeller og kunsten at opsnuse de rigtige og flotte eksemplarer. Jeg mener enhver samling bør indeholde 5-7 klassiske Rolex modeller og disse har jeg erhvervet mig inden priserne ligger uden for min økonomiske rækkevidde.
Sammenligner man PO med SD ligger PO´s fordele netop i Rolex egne svagheder og deres mangel på udvikling. Som blandt andet lænken. Her er PO langt mere tung, solid og lækker. Som at sammenligne en Mercedes bildør med en Opel. Måske er de lige velfungerende og holdbare, men fornemmelsen er en helt anden.
Design og detaljer er svær at sammenligne. PO er fra 2005 og SD fra 1967. Så alt andet lige vil design og detaljer være flottere på PO, hvor SD er langt mere klassisk og tro mod sit 60´er design på både godt og ondt.
Finish og forarbejdning er på samme niveau. Både på kasse og værk.
Jeg vil nu mene at Rolex værket er en tand mere spændende end Omegas. Jeg er nok lidt farvet da Rolex har in-house mod Omegas ETA. Co-axialen opvejer det ikke helt. Rolex værket er nok markedets mest holdbare, driftsikre og præcise værk. ETA 2892 (som Omega 2500 er baseret på) ligger tæt på men mangler lidt. Specielt efter Rolex har indført balance broen på deres cal. 3xxx er de nærmest umulige at banke ud af trit.
Mht. ”value for money” vinder Omega´en i mine øjne hvis fokus udlukkende ligge i det produkt man får for pengene. Kigger man også på brand´et, historien samt gensalgsværdien kan SD godt være med. Så om man vælger Rolex frem for Omega ligger nok meget i den enkelte persons holdning til brand´et Rolex.
Begge ure er lækre og hører til blandt de bedste køb i den bedre ende af dykkerurs-kategorien.
Mads Gjødesen
MEN omvendt er jeg dybt fashioneret af myten og hypet omkring de eftertragtede modeller og kunsten at opsnuse de rigtige og flotte eksemplarer. Jeg mener enhver samling bør indeholde 5-7 klassiske Rolex modeller og disse har jeg erhvervet mig inden priserne ligger uden for min økonomiske rækkevidde.
Sammenligner man PO med SD ligger PO´s fordele netop i Rolex egne svagheder og deres mangel på udvikling. Som blandt andet lænken. Her er PO langt mere tung, solid og lækker. Som at sammenligne en Mercedes bildør med en Opel. Måske er de lige velfungerende og holdbare, men fornemmelsen er en helt anden.
Design og detaljer er svær at sammenligne. PO er fra 2005 og SD fra 1967. Så alt andet lige vil design og detaljer være flottere på PO, hvor SD er langt mere klassisk og tro mod sit 60´er design på både godt og ondt.
Finish og forarbejdning er på samme niveau. Både på kasse og værk.
Jeg vil nu mene at Rolex værket er en tand mere spændende end Omegas. Jeg er nok lidt farvet da Rolex har in-house mod Omegas ETA. Co-axialen opvejer det ikke helt. Rolex værket er nok markedets mest holdbare, driftsikre og præcise værk. ETA 2892 (som Omega 2500 er baseret på) ligger tæt på men mangler lidt. Specielt efter Rolex har indført balance broen på deres cal. 3xxx er de nærmest umulige at banke ud af trit.
Mht. ”value for money” vinder Omega´en i mine øjne hvis fokus udlukkende ligge i det produkt man får for pengene. Kigger man også på brand´et, historien samt gensalgsværdien kan SD godt være med. Så om man vælger Rolex frem for Omega ligger nok meget i den enkelte persons holdning til brand´et Rolex.
Begge ure er lækre og hører til blandt de bedste køb i den bedre ende af dykkerurs-kategorien.
Mads Gjødesen
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)