05-01-2007, 11:20 AM
De forskellige kommentarer får mig til at tænke på, at der er stor forskel på "vejen derhen" og så "følelsen efterfølgende".
Jeg har selv i måske 20 år ønsket mig et Rolex Submariner - og indrømmet - i gymnasiet/studietiden var det også pga. "Blærerøvs-effekten". Man er vel kun menneskelig... Efterhånden som jeg er blevet ældre og økonomien tillod det, faldt behovet for at imponere folk jeg ikke kender med et ur. Så jeg kan godt følge kommentaren om, at folk der tænker over hvad andre synes om dem pga deres ur-valg er meget unge. Derfor kan de jo godt købe et godt ur - og opdage dets kvaliteter med tiden.
Mit første ordentlige ur blev så et SeaDweller - og forud var der da også gået MANGE overvejelser for og imod Rolex, for og imod Submariner med/uden dato osv osv. Det er jo faktisk den sjove del af processen - at sætte sig mest muligt ind i tingene for derved at få glæden af at købe "det helt rigtige ur".
Og "blærerøvseffekten" ved at gå med et Rolex? Tja - overvejelsen gik på, at jeg skulle have et ur til glæde for mig selv, og ikke for at tilfredsstille fremmede folks holdninger. Og for mig var det kombinationen af et enkelt og tidsløst design - klassisk kan man vel kalde det efterhånden - en gennemført kvalitet, og en funktionalitet der passede til min hverdag, med en robust konstruktion og drejekrans. Jeg har så valgt en model UDEN den cyklop, som folk umiddelbart "spotter" på et Rolex og genkender mærket på - og det har da i den forbindelse spillet ind, at jeg faktisk ikke var interesseret i, at folk skulle lægge mærke til uret. Så er vi dér, at når man rent faktisk HAR råd til at købe et relativt dyrt ur, så er behovet for at eje det ikke så stort. Det bliver, som Mads vist skrev, et prioriteringsspørgsmål. Som så meget andet: Opel Vectra vs en ny leaset BMW, lejebolig vs ejerbolig, Thailand vs Tisvideleje etc.
I den tid jeg har gået med min SeaDweller har jeg ikke fået en eneste kommentar om uret. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: først bliver man imponeret som ung knægt over et lækkert (og dyrt) ur og tænker "Iiih, hvor ville alt være bedre hvis jeg også havde sådant et ur" - så går der en del år og man får selv råd til at købe det - og så bliver man i tvivl om det ur man i sin tid blev imponeret af nu også er det rigtige, og så bruger man lang tid på at finde ud af mest muligt om såvel dette ur som om andre ure. Nogle finder så ud af, at de med det samme skal kaste sig ud i en vintage model med et sjældent og kompliceret værk. Andre finder ud af, at der var andre kvaliteter i "den første kærlighed" end dem man oprindelig fik øje på
Og "følelsen efterfølgende"? Når man efter al den venten og søgen står med uret på håndleddet? Man finder ud af, at det ikke ændrer noget som helst ift omgivelserne, om der står Seiko eller SeaDweller på ens ur. Men man får SELV en daglig glæde ved at gå rundt med et ur, som man nøje har udvalgt - og sætter pris på detaljerne ved netop dette ur.
Og som der vist er blevet skrevet i en tidligere tråd: nogen skal jo købe Rolex ure fra ny af, for at de kan blive vintage med tiden - og opnå den anerkendelse, som alderen tilsyneladende medfører Så må vi førstegangskøbere falde op og ned på omgivelsernes holdninger, eller fordomme om man vil, indtil vores børn eller børnebørn kan være "cool" og gå rundt med et arvet ur 
Mvh Mike
Jeg har selv i måske 20 år ønsket mig et Rolex Submariner - og indrømmet - i gymnasiet/studietiden var det også pga. "Blærerøvs-effekten". Man er vel kun menneskelig... Efterhånden som jeg er blevet ældre og økonomien tillod det, faldt behovet for at imponere folk jeg ikke kender med et ur. Så jeg kan godt følge kommentaren om, at folk der tænker over hvad andre synes om dem pga deres ur-valg er meget unge. Derfor kan de jo godt købe et godt ur - og opdage dets kvaliteter med tiden.
Mit første ordentlige ur blev så et SeaDweller - og forud var der da også gået MANGE overvejelser for og imod Rolex, for og imod Submariner med/uden dato osv osv. Det er jo faktisk den sjove del af processen - at sætte sig mest muligt ind i tingene for derved at få glæden af at købe "det helt rigtige ur".
Og "blærerøvseffekten" ved at gå med et Rolex? Tja - overvejelsen gik på, at jeg skulle have et ur til glæde for mig selv, og ikke for at tilfredsstille fremmede folks holdninger. Og for mig var det kombinationen af et enkelt og tidsløst design - klassisk kan man vel kalde det efterhånden - en gennemført kvalitet, og en funktionalitet der passede til min hverdag, med en robust konstruktion og drejekrans. Jeg har så valgt en model UDEN den cyklop, som folk umiddelbart "spotter" på et Rolex og genkender mærket på - og det har da i den forbindelse spillet ind, at jeg faktisk ikke var interesseret i, at folk skulle lægge mærke til uret. Så er vi dér, at når man rent faktisk HAR råd til at købe et relativt dyrt ur, så er behovet for at eje det ikke så stort. Det bliver, som Mads vist skrev, et prioriteringsspørgsmål. Som så meget andet: Opel Vectra vs en ny leaset BMW, lejebolig vs ejerbolig, Thailand vs Tisvideleje etc.
I den tid jeg har gået med min SeaDweller har jeg ikke fået en eneste kommentar om uret. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: først bliver man imponeret som ung knægt over et lækkert (og dyrt) ur og tænker "Iiih, hvor ville alt være bedre hvis jeg også havde sådant et ur" - så går der en del år og man får selv råd til at købe det - og så bliver man i tvivl om det ur man i sin tid blev imponeret af nu også er det rigtige, og så bruger man lang tid på at finde ud af mest muligt om såvel dette ur som om andre ure. Nogle finder så ud af, at de med det samme skal kaste sig ud i en vintage model med et sjældent og kompliceret værk. Andre finder ud af, at der var andre kvaliteter i "den første kærlighed" end dem man oprindelig fik øje på
Og "følelsen efterfølgende"? Når man efter al den venten og søgen står med uret på håndleddet? Man finder ud af, at det ikke ændrer noget som helst ift omgivelserne, om der står Seiko eller SeaDweller på ens ur. Men man får SELV en daglig glæde ved at gå rundt med et ur, som man nøje har udvalgt - og sætter pris på detaljerne ved netop dette ur.
Og som der vist er blevet skrevet i en tidligere tråd: nogen skal jo købe Rolex ure fra ny af, for at de kan blive vintage med tiden - og opnå den anerkendelse, som alderen tilsyneladende medfører
Så må vi førstegangskøbere falde op og ned på omgivelsernes holdninger, eller fordomme om man vil, indtil vores børn eller børnebørn kan være "cool" og gå rundt med et arvet ur Mvh Mike
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)