20-08-2012, 08:52 PM
Sikke nogle pragtfulde beretninger, der er dukket op. – I forhold til den farverigdom, er historien om mit første ur ”lidt mere leverpostejsfarvet”.
Men ligesom Mikael berettede, har mit drengeur også haft en tendens til at ”dukke op” af og til, med varierende åremål imellem.
I forbindelse med en ”general oprydning” i kælderen, dukkede uret så op igen.
Det må siges, at det er fra en tid, hvor ure har den størrelse ure nu engang har
– og er i hvert fald fra en tid, hvor ingen havde tænkt på, drømt om – endsige forestillet sig STORE ure.
Her er den ”lille bitte tingest”:
Uret er af mærket ”Mora”; der i mit overblik er meget anonymt, og det sprudler ikke ligefrem med information om det på nettet.
Blandt de få informationer er bl.a. et Mora solgt af et foretagende ved navn Mywatck.dk; men det er jo med hele 17 lejesten og Inca Block.
Den sporadiske information om Mora, peger på en svensk fabrik.
Urværket er for så vidt nydeligt lavet med sine beskedne 15 lejesten. Hvordan det har kunnet ”overleve” på mit håndled uden stødsikring, er et mysterium.
Her er uret ved siden af min Seamaster Chronostop, der er på 41 mm. Det ses, at størrelsen er meget behersket.
Uret må være fra første halvdel af 50-erne, og jeg brugte det gennem hele grundskolen.
I gymnasietiden anvendte jeg en ”noname” kronograf, så Mora uret må have begyndt sin ydmyge tilværelse som et stykke ”kan ikke nænne at smide væk – gods” i begyndelsen af 60-erne.
Uret ”kan ikke lade være med at gå”, når det bliver trukket op; men det er som vinden blæser.
Det sidste synes jeg så ikke man kan bebrejde det, når man betænker, at det har været stuvet af vejen i 50 år.
Pudsigt nok kan viserne bringes til at lyse, når de bliver kraftigt belyst. Det er dog kun en lille efterglød på et par minutters længde.
Seamasteren, en ren ”årsunge” fra 1968 med tritium visere, har kun nogle få sekunders glød efter kraftig belysning.
Tror nok, at Mora uret kommer til at følge mig et stykke tid, for jeg kan stadig ikke nænne, at smide det ud
Med venlig hilsen - Geodoc
Men ligesom Mikael berettede, har mit drengeur også haft en tendens til at ”dukke op” af og til, med varierende åremål imellem.
I forbindelse med en ”general oprydning” i kælderen, dukkede uret så op igen.
Det må siges, at det er fra en tid, hvor ure har den størrelse ure nu engang har
– og er i hvert fald fra en tid, hvor ingen havde tænkt på, drømt om – endsige forestillet sig STORE ure.
Her er den ”lille bitte tingest”:
Uret er af mærket ”Mora”; der i mit overblik er meget anonymt, og det sprudler ikke ligefrem med information om det på nettet.
Blandt de få informationer er bl.a. et Mora solgt af et foretagende ved navn Mywatck.dk; men det er jo med hele 17 lejesten og Inca Block.
Den sporadiske information om Mora, peger på en svensk fabrik.
Urværket er for så vidt nydeligt lavet med sine beskedne 15 lejesten. Hvordan det har kunnet ”overleve” på mit håndled uden stødsikring, er et mysterium.
Her er uret ved siden af min Seamaster Chronostop, der er på 41 mm. Det ses, at størrelsen er meget behersket.
Uret må være fra første halvdel af 50-erne, og jeg brugte det gennem hele grundskolen.
I gymnasietiden anvendte jeg en ”noname” kronograf, så Mora uret må have begyndt sin ydmyge tilværelse som et stykke ”kan ikke nænne at smide væk – gods” i begyndelsen af 60-erne.
Uret ”kan ikke lade være med at gå”, når det bliver trukket op; men det er som vinden blæser.
Det sidste synes jeg så ikke man kan bebrejde det, når man betænker, at det har været stuvet af vejen i 50 år.
Pudsigt nok kan viserne bringes til at lyse, når de bliver kraftigt belyst. Det er dog kun en lille efterglød på et par minutters længde.
Seamasteren, en ren ”årsunge” fra 1968 med tritium visere, har kun nogle få sekunders glød efter kraftig belysning.
Tror nok, at Mora uret kommer til at følge mig et stykke tid, for jeg kan stadig ikke nænne, at smide det ud
Med venlig hilsen - Geodoc
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)