Alle tiders tråd... har valgt, at lade historien om "uret der startede det hele", introducere mig.
Det tager fart
Jeg ved ikke engang hvornår interessen begyndte; men i hvert fald hvornår den tog fart.
Det var i foråret 2006, hvor min søn under et besøg sagde:
”Far du må anskaffe et nyt ur, eller få det der repareret. Det ligner noget, der er løgn”.
Jeg så på uret. Trykknappen havde siddet fast i adskillige år i en skønsom blanding af sved, støv og mudder.
Urlænken var uoriginal og kunne flekse lige så meget langs håndleddet, som omkring håndleddet.
Fra kl. 1 til 4 var glasset hærget af 3 gennemgående revner efter et frit fald ned på et cementgulv.
Fragmenterne kunne åbenbart ikke bestemme sig for enten at falde ud af uret, eller ind i uret.
At glassets transparens ikke var noget at skrive hjem om, siger sig selv, ligesom kassen var et månelandskab af skrub, hug og stød.
- Kort sagt: Uret gjorde en særdeles ynkelig figur.
Hvordan kunne det dog komme så vidt?
Forklaringen ligger i mit arbejde som geolog, hvor jeg særligt foretager opmåling af vandløb og naturområder, med henblik på vandløbsrestaurering og naturgenopretning.
I dette erhverv har jeg efterhånden målt mere end 3500 km vandløb, og uret har været med på dem alle. Denne beskæftigelse udsætter uret for hårde belastninger.
En rigtig kold måledag

Når man har stået et par timer på én opstilling, sætter sig ind i bilen og kører til den næste, får uret noget af et temperatur chok og rig lejlighed til at danne kondensvand..
Varme måledage byder også på prøvelser for uret.
Så starter vi kl. 03:00 og holder pause omkring middag, hvor varmeflimmer vanskeliggør, eller direkte umuliggør opmåling.
Efter sådan en dag er uret syltet ind i en skønsom blanding af sved, åvand, støv og pollen.
På større vandløb

Foretages opmålingen fra båd. Her Åmose Å. Så bliver uret ”godt knurret igennem” med vibrationer fra påhængsmotoren, og ”dænget godt til” med snavset åvand.
Underjordisk opmåling

Århus Å gennem centrum. I mørket bumper man ind i cementvægge og griber fat i rustne installationer og udsætter uret for adskillige skrab og bump.
Min første ”Hit and run” opmåling, for tidspunktet skulle times i forhold til tidevandet. Ved ebbe var der for lidt vand at sejle i og ved flod for lidt loftshøjde.
Mørket og rotterne kunne vi gøre noget ved; men lugten....
Alt i alt har mit arbejde bogstaveligt talt ”gennembanket” det stakkels ur, så det var forståeligt, at det blev beskrevet som ” ……ligner noget, der er løgn”.
Jeg fattede interesse for at vide mere om mit ur, der havde overlevet rigtig mange års skændig og hårdhændet behandling.
Informationsjagten
På ”Old-Omegas.com” fandt jeg ud af, at kaliber 865 går med 21.600 bph.
For sjov skyld beregnede jeg hvor mange gangbevægelser uret havde udført. Resultatet var 7,2 milliarder, (Tilbageregning giver: 38 år).
Det astronomiske tal er måske ikke imponerende, for alle ure af den alder vil jo summere det samme antal op.
Men jeg blev ærligt talt ydmyg ved konstateringen, at uret gennem 38 år (og under hæmningsløse ”afstraffelser”) havde gengældt ondt med godt;
ved at levere 7,2 milliarder perfekte gangbevægelser og maksimalt afveget ±20 sek/uge, uden nogensinde at have været åbnet, endsige set skyggen af en urmager.
To beslutninger.
I lyset af den erkendelse traf jeg 2 beslutninger:
- Uret fik tilnavnet ”unbreakable”
- Hendes trofasthed skulle belønnes med den helt store restaurering.
Urmageren.
Da jeg fortalte urmageren hvilke pinsler og rå behandling uret havde været udsat for, sagde han med et koldt blik og fast stemme:
”Det er jo overhovedet ikke en måde, at behandle et anstændigt ur på!”
– Den påtale tog jeg straks på min kappe, for han havde jo fuldstændig ret.
I forretningen så jeg en Speedmaster, og var dum nok til at prøve den på. Jeg var som ramt af lynet.
Det var som om uret sagde ligesom Uncle Sam på den gamle hverve plakat, hvor han peger på læseren og siger ”I want you”. Og jeg kunne bare sige – Javel.
Det hjalp heller ikke meget, at jeg mumlede til urmageren, at jeg jo ikke havde noget at bruge en Speedmaster til, for jeg havde jo min gode gamle pålidelige ”Unbreakable”.
For han sagde blot: ”Jamen det er da helt i orden, at have mere end ét ur”.
Her er så "den gamle dame"

Omega Seamaster Chronostop, ref. 145.007, alias ”Unbreakable”
- Efter renoveringen. Nyt glas, ny lænke, ny krone og trykknap, renset og smurt. Og tilbage på en præcision langt under ±20 sek/uge.
Så var spillet gående
... og i har gættet rigtigt, at der er allerede er tilkommet et par ure, der taler til mig. En Speedmaster Pro, en Speedmaster BA & en Flightmaster.
Det ses, at min vinkel er i retning af ure, der er et instrument.
Tror nok, at det er afledt af mit arbejde, hvor jeg kun anvender LEICA instrumenter, for det skal være pålideligt, ydedygtigt og inspirerende at arbejde med.
Supplerende kan jeg anføre, at jeg en frisk ung mand på 61 år (tjaeh til nogle kommer det sent).
Har en voksen søn, der er EDB ingeniør, og som ikke kunne holde ud at se sin fars ur ligne noget, der var løgn.
Tak til de der har fulgt med i hele denne beretning om "unbreakable", og hendes nye venner
Venlig hilsen
Geodoc