Hej phrede
- Frekvensforskellene er en ganske pudsig historie, og i (elektro)horologisk historik faktisk en imponerende udviklingshistorie.
Seiko lancerede (Seiko Astron) d. 25. december 1969 - verdens første quartsur. I hjemlandet kostede uret lige så meget som en Toyota Corolla.
Hermed havde Seiko lagt sig i spidsen for quartz revolutionen, og havde ligeledes "lagt nogle spor" (principper), der skulle blive standard i løbet af nogle år.
#1. Det første er at udforme det svingende quartz krystal som en stemmegaffel, (miwes har lige lagt en video om udvikling i japansk horologi, hvor det omtales)
#2. Seiko lagde sig fast på et svingningstal på 32 KHz, da dette var et behageligt kompromis mellem strømforbrug, nøjagtighed og ældning af komponenten
#3. Seiko udviklede steppermotoren, og er dermed ansvarlig for "dead second", der giver enhver mekanik-horolog røde knopper.
For at "sætte quartz-tingene på plads een gang for alle", stillede Omega sig selv opgaven, at udvikle verdens mest nøjagtige armbåndsur.
Det betød, at man måtte udvikle uvante teknologier, og i øvrigt presse den daværende teknologi til det yderste.
Det medførte også, at man ikke kom til at vade i de allerede trådte fodspor, som Seiko så eftertrykkeligt havde trådt.
Selve oscillatoren (quartz krystallet) satte man op i uhørt højt svingningstal, da nøjagtighed ligesom for de mekaniske ure stiger med stigende svingningstal.
Derved blev Omega det første mærke, der lancerede et ur i mega hertz området, da man lagde sig fast på svingningstallet 2,4 MHz.
For bedst at leve op til nøjagtighedskravet, anvendte man et AT-skåret krystal.
Det er således, at afhængig af i hvilken vinkel man lægger gennem quartzkrystallet, kan man fremme hhv. Optiske, elektrisk eller mekaniske egenskaber.
AT-skæringen har et bredt område, hvor krystallen er temperatur ufølsom, og det har man lagt ved håndledstemperatur 28⁰C (den indre temp. i et båret armbåndsur).
Man bortvalgte stemmegaffel princippet, og formgav krystallet som en lille linse.
Hjertet i uret er i virkeligheden en lille juvel, for havde man ikke poleret krystallen linseformet; men i stedet cylindrisk, ville den have svinget med 6 MHz.
Det var et svingningstal, som den daværende (mikro)elektronik slet ikke kunne behandle - så derfor 2,4 MHz, der på daværende tidspunkt var særdeles voveligt.
Man valgte, at lade værket være et klassisk urværk, der ikke blev drevet af en fjeder; men af et elektrisk anker.
Kraften gennem Marine Chronometer går således modsat gennem løbeværket, i forhold til et mekanisk armbåndsur.
Værket er håndværksmæssigt helt på højde med de bedste mekaniske; men som sagt ikke fjederdrevet.
Et andet mærke, der søgte at levere noget tilsvarende var Rolex, der værkmæssigt valgte samme løsning.
Elektronisk valgte Rolex, at anvende stemmegaffel princippet på 32 KHz; med tilføjet temperaturkompensering.
Rolex (OysterQuartz) har 11 lejesten. MC har 13
Rolex svinger 32 KHz, MC svinger 2,4 MHz
Rolex er temperatur kompenseret, medens MC er temperaturstabiliseret ved sit AT-skårne krystal.
Rolex værket er smukt. Det er MC værket ikke.
Den væsentlige forskel er således, at Rolex valgte den ordinære teknologi,
hvor man supplerede med et "stegetermometer" inde i uret, for at det ikke skulle "dalre" alt for meget.
Omega valgte for MC den vanskeligste teknologi, den ukompenserede med højt svingningstal.
Rolex OysterQuartz har en nøjagtighed på ca. ±30 sek/år, medens MC ligger på ±12 sek/år. Sidste måling af mit eksemplar gav resultatet: -11/sek/år.
Ganske interessant var det, at da Omega lancerede "Verdens mest nøjagtige armbåndsur", og fremsendte displaymateriale med lamper og plakater....
... så fik de ganske snart tilbagemelding fra deres forhandlere, at "Verdens mest nøjagtige armbåndsur går ad helvede til".
Det var fordi det stakkels ur blev eksponeret på en førsteplads i butikkernes vindue, både med halogenlamper og direkte sol.
Så kunne temperaturen let stige til det område, hvor det AT-skårne krystal ikke længere var stabilt, og så havde vi balladen.
Lidt mere afdæmpet temperaturpåvirkning medførte, at MC snart derefter kunne leve op til "Verdens mest nøjagtige armbåndsur".
Omega fik uret certificeret som Marine Chronometer ved observatoriet i Geneve. Det skulle vise sig kun at være det første ur.
Observatoriet og COSC blev så forfærdede over, at de kunne imødese certificering af alverdens marine chronometer armbåndsure, så de indførte reglen:
"Et marine chronometer skal have en glasåbning på mindst 50 mm".
Det blev så i stedet det franske Besançon observatorie, der har certificeret de producerede MC'er og leveret det smukke certifikat, der medfølger hvert MC.
Indenfor quartz urenes "superliga" - ukompenseret, med AT-skåret højfrekvent krystal, er MC stadig "Verdens mest nøjagtige armbåndsur".
Der er lavet
kompenserede ure, der er bedre end ±5 sek/år; men det er altså bare ikke i fornemste liga.
Jeg har tidligere skrevet lidt om MC,
her - og blot opsummeret ovenfor.
(På High End Quartz watch forum - går der iøvrigt den lille historie, at Rolex aldrig gav sig af med at producere et Marine Chronometer.....
... fordi der ikke var plads til mere tekst på skiven)
Med venlig hilsen - Geodoc
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
- for glasset har faktisk et par små "nister")
