Smøringsfri

[Geodoc]

Joepete Skrev:Fantastisk godt og informativt indlæg med et super højt niveau En fornøjelse at læse

Tak for den gode modtagelse af mit script.
Det er noget, der har ”rumlet” i et par måneder, og taget (principiel) form i ”baggrund”; men i dag rev jeg så 4 timer ud af kalenderen, og fik det fra tanke til print.

Joepete Skrev:Det er rigtig positivt, at ur industrien søger at udvikle sig konstant. Co-Axial løsningen er innovativ og spændende. Og som sådan er det vel meget naturligt, at der hos Omega er kommet forskellige opdateringer af løsningen igennem tiden. Det er især interessant, synes jeg, at sætte det hele i et nyere historisk perspektiv, hvor jeg vil mene, at Omega med D versionen af cal. 2500 peger meget tydeligt frem mod cal. 8500 inhouse værkerne. Jeg kan rigtig godt lide den form for udviklingstænkning, hvor man søger at gøre tingene bedre og bedre hele tiden

Med dit gode inlæg in mente, peger tingene i særligt to retninger, som dog hænger sammen, vil jeg mene, Torben:

#1. Co-Axial løsningen er for mig "mellem trinnet" for Omega, på vej mod cal. 8500 og 9300, og det er dermed Omegas forsøg på at søge opad i "urverdenens horologiske hieraki". Er det så lykkedes, kan man spørge? Eller har Omega stadig et godt stykke vej - både omkring funktionalitet og finish? Men positivt er det helt sikkert, at Omega søger denne udvikling, synes jeg!

Uha uha – Den havde jeg ikke lige set komme, nemlig det mere holdningsprægede, der ikke er min stærke side.
Men lad mig alligevel forsøge med, hvad jeg fornemmer.

For at foregribe begivenhedernes gang, går jeg lige lidt på strandhugst i spørgsmål 2, med ræsonnementet om kaliber 2500.
Der er for mig ingen tvivl om, at 2500 var at betragte som en prøveballon fra Omega’s side.

Ligesom George Daniels tidligere havde indbygget CoAxial i bestående ure, bl.a. fra Rolex, Urban Jürgensen og PP, var det en overkommelig operation, at indbygge det i en bestående Omega kaliber (blot løbeværkets gearing ikke var alt for hysterisk).

I tilbageblikket havde Omega en 2-trins raket, som løftemiddel til bedre værker. Her var kaliber 2500 det ene trin, mens kaliber 33xx var andet trin.
33xx, ses ofte benævnt som Frederic Piguet værk; men det er en sandhed med modifikationer, for 33xx blev blot bygget af Frederic Piguet efter Omega specifikationer.
Her havde Omega så 2 søjler i bestræbelserne mod bedre værker, hvor FP var en traditionel satsning på hævdvundne kvaliteter, mens CoAxial var en satsning på nyskabelse.

Nogle mener, at Omega er langt fra ”de bedre lag i den horologiske verden”, og ser med skepsis på ”Swatch-paraplyen” over flere forskellige mærker.
Denne skepsis deler jeg ikke. Det ville være det samme som at sætte lighedstegn mellem JP og Politiken, blot fordi de har domicilfællesskab i JP–Politikens Hus.
Der er tale om 2 forskellige produkter, hver med deres selvstændighed, og på samme måde opfatter jeg Omega’s placering i Swatch, at det er vigtigt, at Omega beholder sine rødder og sit særpræg.

Til trods for alle trakasserierne med 2500, er det min opfattelse, at denne kaliber var en ”stepstone” mod 8500 og 9300; men at man havde kaliber 33xx som et ”tilbagegangsmærke”.

Joepete Skrev:2. Er den finere horologi "svaret" i sig selv? Eller kunne der ligge værdier i at holde værkerne "simple", robuste og let servicerbare? Den diskussion er god i sig selv, synes jeg, og når man kigger på Omega, så er de med Seamaster serien med et ur som fx 2254´eren gået fra et godt, robust og let servicerbart cal. 1120 (med gode og omfangsrige ændringer til ETA 2892 basen), som i praksis kunne gå godt og præcist i mange år, hen over nogle cal. 2500 løsninger, som i slutmålet skulle kunne gå længere, men ikke så ofte i praksis gjorde det, til et inhouse værk uden reelt quick set til en ret høj pris (cal. 8500). Er det udelukkende positivt for os som forbrugere, kunne man pragmatisk spørge til sidst? Man kunne måske endda pege endnu længere tilbage mod cal. 56X værkerne og spørge, om ikke de for datiden var, hvad man forsøger at gøre cal. 8500 til i dag? Hvorvidt det lykkes, må tiden heldigvis vise os - min sidste Seamaster eller PO har jeg i hvert fald ikke ejet. Tværtimod har jeg en ekstra på vej

Ovenstående skal ikke ses som et surt opstød, men mere som egne refleksioner, som et godt og yderst velskrevet indlæg har bragt med sig. Tak for inspirationen til tankerne, Torben - og hav en super god påske

For mig at se, er ”den finere horologi” svaret i sig selv indenfor luksus segmentet.
Om Omega ”klarer den” helt derop er jeg ikke klar over, og vil egentligt ikke håbe det.
Det vil nemlig betyde, at Omega opgiver noget af sit grundlæggende DNA, der ligger i at bygge gode, pålidelige og nøjagtige ure, som vi kender det fra kaliber 30T2 i observatorie konkurrencernes tid.

På den anden side – På daværende tidspunkt var Rolex noget græsseligt ynk, der ikke kunne bygge et vel gående ur:


Det forhindrede dog ikke Rolex i at stræbe højere, til det niveau de har i dag, som et af verdens kendteste og mest eftertragtede luksus ure.

Den for alvor finere horologi forbinder jeg med, at værket både er in-house og utroligt fornemt.
Min personlige holdning er (og det får jeg sikkert klø for), at det er at sammenligne med manden, der står hos en bilforhandler af de fornemste køretøjer.
Her får han at vide, at motoren er umådeligt fornem.
Han spørger så, ”kører motoren godt?”, og får at vide, ”Egentligt ikke; men den er umådeligt fornem”.
Min lidt snusfornuftige og teknisk indstillede tankegang, er ikke rigtigt gearet til noget sådant.
…. Bevares!!!! – jeg beundrer disse (kunst)værker; men har svært ved at se dem på mit håndled.

Med den vinkling ser jeg en risiko for Omega, at de opgiver noget af deres grundlæggende DNA og hvor de har en klassisk good will.

Du er go’ til at stille spørgsmål, som jeg ikke havde set komme; men som gør godt (om end en anelse ubekvemt) at vende

Med venlig hilsen - Geodoc